MTB Holstebro - Junior

Velkommen til junior træning i MTB Holstebro

Vi vil tilbyde dig sjov og spændende MTB træning og ture, som vil være med til at udvikle dig som mountainbiker der synes at det er sjovt og sikkert at køre på MTB.

Et JUNIOR medlem i MTB Holstebro er ca. imellem 8 - 16 år - Der kan selvfølgeligt være undtagelser - kontakt os hvis du har spørgsmål. 

Træningstider:

Børne/junior træning onsdage kl. 17.30–19.00 undtagen skolers ferie.

Startsted: Holstebro Bikepark,  på toppen af bakken. 

Kontaktperson: Lene Vesterager (tlf.24829293)

Sikkerhed:


Når man dyrker sport, er der altid en risiko for uheld, og sådan er det også med MTB.

Træning har fokus på, at juniorerne udvikler sig  teknisk, så de kan færdes sikkert på sporene og i Bikeparken.

Vi har alle,- børn, forældre og trænere et ansvar for at minimere uheld.


Alt træning sker på eget ansvar, og hverken MTB Holstebro eller trænere kan drages til ansvar for uheld på personer eller materiel.

Det er vigtigt: at alle har deres forældres tlf.nr. stående på en label på cyklen, hvis der skulle ske noget.

Alle skal bære hjelm under træning, og man bærer selv ansvaret for, at den ikke er i stykker/revnet.

Cyklen

Der er selvfølgeligt ikke noget krav om at man skal have en dyr cykel og der er heller ikke behov for det, men det er nødvendigt at man er udstyret med en nogenlunde cykel der passer til barnet og at den kan holde til kørsel i skoven. 
Det er vigtigt for sikkerheden at cyklen er forsynet med 2 velfungerende håndbremser

Og for børnenes skyld, lad være med at pumpe dækkene for hårdt. Når de skal cykle i skoven er 1 bars tryk ofte rigeligt. 

Vi har ikke mulighed for større reparationer til træning, så sørg for at cyklen er gennemgået inden barnet kommer til træning. Derfor kan I som forældre tjekke: At børnene kan aktivere bremserne ved at smøre kablerne med jævne mellemrum. Tjek også om bremseklodser er slidt i bund. Tjek at gearet virker. Specielt er det ofte meget svært for børnene at skifte gear, når kablerne er stramme (Børnene har ikke kræfter til det). Så også her er det vigtigt at smøre kablerne tit. Tjek at dækkene har knopper. Det er svært nok at holde balancen når det er mudret, så sørg for at der er knopper på dækkene.


Indmeldelse:


Det koster 350 kr. for medlemskab et helt år.

Man må gerne deltage op til 3 træninger uden at være medlem.

Indmeldelse sker her på klubbens hjemmeside: mtb-holstebro.dk

Ved indmeldelse på mtb-holstebro.dk kan man også tilkendegive, at man ikke ønsker at blive fremvist på foto.

 

Løbende info:


Følg med på vores Facebook gruppen ”MTB Holstebro Junior” - og få informationer om træning, ture og andre spændende ting der sker i klubben. 

 

Klubtøj:


Der er ikke krav om at man skal køre i klubtøj, men som medlem kan man ca. 2 gange om året købe klubtøjet i god kvalitet og med klubbens logo på. Info kommer på mail, hjemmeside og på Facebook. 

Klubben har som udgangspunkt ikke tøj på lager.

Kontaktperson for køb og spørgsmål om klubtøj: klubbens kasser: Joan Vestergaard, info@mtb-holstebro.dk

 

Sociale medier:


Vi vil gerne have lov til at dele billeder fra træning og arrangementer på klubbens Facebook side, Instagram og hjemmeside. Det er mest situations billeder for at vise hvad klubben laver og hvor sjovt det er at være med. 

Er der nogen, som ikke ønsker billeder af deres børn på sociale medier, bedes I kontakte Lene Vesterager.  

 

Med ønsket om mange sjove timer på MTB - kontaktpersoner:

Christian Fischlein, formand (tlf. 60654246) og Lene Vesterager, junior træning ansvarlig (tlf. 24829293)